Et velforberedt Vesterbro

Trods fodbold og prinsessebryllup kom der mange forslag og synspunkter i skitsebøger i lørdags, da vi nåede Vesterbro. Med 300 besøgende lå Vesterbro meget lavere end de andre bydele, hvor henholdsvis 1.100, 1.300 og 1.500 mennesker fandt vej til Åben Tegnestue.

Men men men… Langt de fleste mennesker, der kom på besøg i lørdags, kom med en klar mission. De var velforberedte, havde deres argumentation i orden og ville helt klart gerne af med et budskab. Samtalerne med den enkelte var generelt længere end på de tidligere Åben Tegnestuer. Landskabsarkitekterne var godt tilfredse med dagens input, så jeg gik glad i seng lørdag aften.

Nu går vi i gang med at kigge på skitsebøger og blog-kommentarer om byrummene på Vesterbro. Herefter skriver jeg en kort afmelding om Vesterbro-arrangementet her – inden vi går i gang med den egentlige opsamling, som skal ende i et idékatalog til landskabsarkitekterne og Københavns Kommune.

Du kan dog stadig nå at aflevere dine indspark her på bloggen…

Stine
Metroselskabet

2 Svar til “Et velforberedt Vesterbro”


  1. 1 stine

    Et hurtigt kig i skitsebøgerne viser, at folk på Vesterbro har fokus på den lokale identitet, trafikafvikling og cykelparkering. Akkurat som beboere i de øvrige bydele har. Derudover er det karakteristisk for Vesterbro, at man værner om diversiteten i bydelen. Det er et gennemgående tema i skitsebøgerne, at landskabsarkitekterne ikke skal tegne pladser til én bestemt målgruppe, men at de skal sørge for, at der er plads til alle. I en af kommentarerne konkretiseres ønsket nogenlunde sådan: På én side af hækken skal man drikke øl med gutterne, mens man på den anden side skal kunne drikke latte, mens man vugger baby i barnevognen. På Enghave Pladser er det især oplevelsen af ”private rum”, som vesterbro’erne ønsker reetableret. Og så er der forslag om, at Kastanietræet på Enghave Plads, der skal fældes i forbindelse med byggeriet, skal indlemmes i pladsens ”økosystem”. Det kan ske ved, at man bruger det fældede træ i de lokale økohaver. Sjov idé – hvis man spørger mig – og så fortæller det noget om de stærke følelser, som de lokale har til træet, pladsen og området. Og det er helt klart noget, landskabsarkitekterne skal have i baghovedet, når de skal tegne den nye Enghave Plads.

    Mange hilsner

    Stine

  2. 2 Gro jacobsen

    Jeg synes at der er al for lidt plads at cykle på forbi enghave plads mellem lyrskovsgade og istedgade.
    Pladsen over metroen fylder enormt og fortovet er mega bredt………. men cykler bliver klemt.HJÆLP

Skriv en kommentar