Landskabsarkitekterne rykker tegnestuen ud i København

Når Cityringen åbner i 2018, vil der samtidig komme nye byrum på pladserne over stationerne.

I løbet af sommeren og efteråret tegner landskabsarkitekterne forslag til, hvordan byrummene ved de nye Metro-stationer skal se ud. Lokal identitet er et vigtigt tema, når de nye byrum skal tegnes.

Derfor rykker vi tegnestuen ud i København, for på den måde at give københavnerne – de folk, der bor, kender og færdes omkring pladserne – mulighed for at komme med idéer og fortælle om deres ønsker og behov.

Landskabsarkitekterne er på jagt efter idéer og holdninger til, hvordan de nye byrum skal udformes; hvilke funktioner og hvilken karakter stederne skal have.

Der er nogle ting, der ligger fast og ikke kan ændres, fx placeringen af trapper, elevatorer m.m. Men meget ligger endnu åbent.

Kom og vær med på Åben Tegnestue. Vi medbringer modeller af byrummene, skitsebøger, manifold, spidsede blyanter og spidse ører.

Du kan naturligvis også stille spørgsmål, hvis der er ting ved det kommende Metro-byggeri, du gerne vil vide mere om.

Åben tegnestue kommer til Nørrebro, Indre By, Østerbro og Vesterbro i løbet af maj og juni.

Start her – i dag

Skriv her på bloggen. Fortæl os, hvad der betyder noget for dig. Og del dine inspirationsfotos og videoer med os og resten af københavnerne.

Deltag i lokaludvalgenes opfølgningsmøder

I ugen efter hver åben tegnestue holder vi i samarbejde med lokaludvalgene opfølgningsmøder, hvor der er mulighed for at gå mere i dybden med byrummene ved hver enkelt station.

Du kan tilmelde dig opfølgningsmøderne på åben tegnestue eller direkte hos lokaludvalgene:

www.noerrebrolokaludvalg.kk.dk

www.indrebylokaludvalg.kk.dk

www.oesterbrolokaludvalg.kk.dk

www.vesterbrolokaludvalg.kk.dk