Tag Archive for 'Vibenshus Runddel'

Vibenshus Runddel

Metrostationen på Vibenshus Runddel ligger lige ud til et meget trafikeret gaderum, hvor Fælledparken er med til at give stationen et grønt udtryk. En af udfordringerne, som vi arbejder med på Vibenshus Runddel, er netop at bevare den grønne kant omkring Fælledparken og samtidig give stationen en åben og tilgængelig karakter.

Afgrænsningen af Fælledparken er vigtig af hensyn til indramningen af parken og for oplevelsen af, at byen lukkes ude, når man er i parken. Samtidig er det vigtigt, at man kan se stationen, og at det føles trygt at færdes til og fra stationen – også når det er mørkt.

Vi arbejder i øjeblikket med et forslag om at placere nogle store græsbede med klippede hække og opstammede træer langs Jagtvejen, som kan bevare den grønne kant, men samtidig give en gennemsigtighed, i og med at man kan se over hækken og under trækronerne. Herudover arbejder vi med et lag af træer, som “drysses” ud over stationsforpladsen, og som kan medvirke til fornemmelsen af, at stationen fortsat ligger i en park. Vi forsøger også at bevare nogle af de eksisterende træer for at bevare noget af volumen i bevoksningerne.

Hilsen

Rikke Geertsen, Landskabsarkitekt.

Sidste chance for idéer

På torsdag – den 8. juli – er det sidste chance for at komme med idéer og synspunkter om byrummene ved Cityringens stationer. De indlæg, der er her på bloggen senest på torsdag, kommer med i opsamlingen, som bliver udgangspunkt for inspirationskataloget til landskabsarkitekterne. Så kom til tasterne, hvis du har noget på hjertet!

Vi holder dog bloggen åben året ud, så I alle kan følge arbejdet frem mod de færdige dispositionsforslag, som ligger klar sidst på året. Inspirationskataloget, som bliver udarbejdet på baggrund af jeres indspark, er færdigt om et par uger. Og så lægger jeg det ud her på bloggen.

Mange hilsner

Stine Christmas Nielsen
Metroselskabet

Vibenshus Runddel

Fælledparken får her sin anden Metrostation, der vil indgå i det grønne parkrum. De lange flotte kig ind i parken bevares. Beplantningen kan genskabes på flere forskellige måder og mulighed for at knytte nye aktiviteter til pladsen er til stede.

Plantegning Vibenhus Runddel

Plantegning Vibenshus Runddel (PDF)