Tag Archive for 'Enghave Plads'

Sidste chance for idéer

På torsdag – den 8. juli – er det sidste chance for at komme med idéer og synspunkter om byrummene ved Cityringens stationer. De indlæg, der er her på bloggen senest på torsdag, kommer med i opsamlingen, som bliver udgangspunkt for inspirationskataloget til landskabsarkitekterne. Så kom til tasterne, hvis du har noget på hjertet!

Vi holder dog bloggen åben året ud, så I alle kan følge arbejdet frem mod de færdige dispositionsforslag, som ligger klar sidst på året. Inspirationskataloget, som bliver udarbejdet på baggrund af jeres indspark, er færdigt om et par uger. Og så lægger jeg det ud her på bloggen.

Mange hilsner

Stine Christmas Nielsen
Metroselskabet

Opfølgningsmøder – Vesterbro

På opfølgningsmøderne, der arrangeres i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg, vil der være mulighed for at gå mere i dybden med de enkelte stationer.

Tirsdag 22. juni
Rådhuspladsen kl. 17-18.45 
København H kl. 19.15-21
hos Vartov i hjørnestuen, Farvergade 27,  opg. H 1.sal.
 
Torsdag 24. juni
Enghave Plads kl. 17-19
hos Kulturanstalten, Lyrskovgade 4.

Et velforberedt Vesterbro

Trods fodbold og prinsessebryllup kom der mange forslag og synspunkter i skitsebøger i lørdags, da vi nåede Vesterbro. Med 300 besøgende lå Vesterbro meget lavere end de andre bydele, hvor henholdsvis 1.100, 1.300 og 1.500 mennesker fandt vej til Åben Tegnestue.

Men men men… Langt de fleste mennesker, der kom på besøg i lørdags, kom med en klar mission. De var velforberedte, havde deres argumentation i orden og ville helt klart gerne af med et budskab. Samtalerne med den enkelte var generelt længere end på de tidligere Åben Tegnestuer. Landskabsarkitekterne var godt tilfredse med dagens input, så jeg gik glad i seng lørdag aften.

Nu går vi i gang med at kigge på skitsebøger og blog-kommentarer om byrummene på Vesterbro. Herefter skriver jeg en kort afmelding om Vesterbro-arrangementet her – inden vi går i gang med den egentlige opsamling, som skal ende i et idékatalog til landskabsarkitekterne og Københavns Kommune.

Du kan dog stadig nå at aflevere dine indspark her på bloggen…

Stine
Metroselskabet

Enghave Plads

Enghave Plads er et omdrejningspunkt for Vesterbro og en plads der bruges af mange mennesker. Med lukningen af kørebanen i pladsens sydlige del, er der mulighed for at gentænke beplantning og mulighed for ophold og dermed skabe mulighed for, at de funktioner pladsen rummer i dag også kan opfyldes i det fremtidige byrum.

Plantegning Enghave Plads

Plantegning Enghave Plads (PDF)

Østerbro slår rekorden

Åben Tegnestue på Østerbro var en kæmpe succes

Åben Tegnestue på Østerbro var en kæmpe succes

1500 mennesker troppede op i lørdags, da Åben Tegnestue nåede til Østerbro. Landskabsarkitekterne – og vi andre – var godt hæse og trætte i hovederne, da klokken slog 16 og teltet skulle pakkes ned. Jeg synes, at stemningen var utrolig god – ja, det har den nu været alle steder. Folk var interesserede og spørgende, samtidig med, at de gav deres synspunkter om byrum, den særlige Østebro-identitet, cykelparkering, byggefasen og stationsplaceringer til kende.

En del naboer til de kommende byggepladser er bekymrede for byggeperioden – især var der mange spørgsmål til tunnelarbejdspladsen i Sortedamssøen. To af mine kolleger, Lotte og Mikkel, som stod i anlægs- og nabohjørnet, besvarede de mange spørgsmål og jeg bemærkede flere Østerbro-borgere gik derfra en smule mindre bekymrede – øjensynligt. En af de besøgende havde en helt konkret idé; nemlig at få Østerbro Avis til at skrive en artikel om fup og fakta om Sortedamssøen. Den opgave vil jeg straks kaste mig over – og nu jeg er i gang, så vil jeg også få lavet en Fup & Fakta om tunnelarbejdspladsen i søen til vores egen hjemmeside.

I morgen har mine kolleger og jeg debriefing om Østerbro-tegnestuen. Herefter vil jeg skrive lidt om de idéer og synspunkter, der så dagens lys i lørdags.

Stine
Metroselskabet